Aarhus Mini Maker Faire 2016
Ligesom i 2014 og 2015 har vi også i år været på Mini Maker Faire i Aarhus. Denne gang var vi otte personer, og vi havde igen en masse forskellige ting med:
Kørestolsrobotten
vil nogen nok kunne genkende fra sidste år (faktisk er det ikke den samme, men en ny lavet fra bunden). Lige som sidst kunne den styres med en PS3-controller, men den nye version havde også en robotarm som også kunne fjernstyres. Om søndagen fik vi også monteret et par meter RGB LED-strips, hvor man naturligvis kunnne styre lysmønstret fra fjernbetjeningen.
Da Dokk1 er ved at blive renoveret, kunne vi desværre ikke rigtig køre udenfor i år, men robotten var igen et stort hit især hos børnene.
3D-printer
Ingen MMF uden 3D-printer. Denne gang havde Anders medbragt sin hjemmebyggede Alu-Ultimaker (se billede nedenfor) med diverse modifikationer.
Neopixel-display
Lars havde medbragt sit 24 × 24 pixel RGB LED-display, styret af en ESP8266 og med en lille joystick, så man blandt andet kunne spille Snake.
7-segment displays
Årets tema var ure, da Anders havde medbragt både et par små ure og et stort 7-segment display, lavet med RGB LEDs monteret i en laserskåret kasse af krydsfiner og acryl.
Kugleklokken
Og det leder så let og elegant hen til en lidt anden slags ur, som jeg havde bygget – her vises tiden med 4 cifre dannet af stålkugler i en 5 × 7 matrix. Kuglerne flyttes rundt af en elektromagnet, som løftes op og ned af en servo. Bevægelserne i X- og Y-retningen klares af en Roland penplotter, som også tidligere har været at se på MMF.
Magnet i kobberrør
En meget simpel ting, som vakte stor forundring, var en kraftig neodym-magnet som kunne falde ned i et kobberrør. På grund af hvirvelstrømme i kobberet opstår der en bremseeffekt, som gør at magneten synker langsomt ned i røret.
Tubus One
Asbjørn præsenterede sin pegepind til smartphones og tablets.
Sommerhack-skilt
Der skulle naturligvis også gøres reklame for næste års Sommerhack, så Georg havde medbragt skiltet.
Pegepibe
Når man er på MMF, har man jo ofte brug for at pege på ting – og jævnfør devisen “folk, der peger med pibe har altid ret” sørgede Jesper heldigvis for at vi havde en pegepibe.
Alt det andet
Nåh ja, så havde vi også en 3D-printet robotarm, et skilt skåret på lasercutteren, et hjemmebygget tastatur, et Hal9k LED-skilt som ikke var helt færdigt, en laserskåret folde-ud æske, nogle 3D-printede nøgleringe som vi gav væk til børnene, og en skærm med lysbilledshow.
Her en kort video som viser vores stand:
Og til slut en tur igennem hele Mini Maker Faire:
19 okt
0 Comments