01 feb

Kommentarer lukket til Hack en lås

Hack en lås

Af

I Hal9k har alle medlemmer (normalt) fri adgang til spacet 24 timer i døgnet. Da det er ret upraktisk at holde styr på 50 nøgler, har medlemmerne i stedet adgangskort (som tidligere beskrevet her).

En lille, men væsentlig, del af adgangskontrolsystemet er selvfølgelig selve dørlåsen. Det har hidtil været en forholdsvis billig magnetlås, men da kommunen for nyligt valgte at udskifte alle døre og vinduer i bygningen, er der også kommet en ny hoveddør, og det er naturligvis en dør med trepunktslukning, som det er standard for moderne døre. Det betyder at den gamle magnetlås ikke kan bruges længere, og vi måtte derfor finde en anden løsning.

Det letteste er selvfølgelig at montere en ny magnetlås, og det findes da også – men prisen er omkring 10.000 kr, og formodentlig ville vi også skulle have noget hjælp fra en låsesmed, så det ville blive en dyr løsning. Heldigvis findes der forskellige IoT-dimser, som er beregnet til at montere på en eksisterende lås, og som typisk betjenes via Bluetooth med en app på telefonen. Den der er nemmest at få fat på i Danmark er den danskproducerede Danalock, som kan fås til omkring en tusse.

Jeg bestilte en Danalock til afhentning i et lokalt varehus og prøvede den på min egen yderdør, og det fungerede fint med den tilhørende app. Men til brug i spacet dur det selvfølgelig ikke, der skal den kunne kontrolleres fra adgangskontrolsystemet. Den oplagte løsning var at erstatte elektronikken med noget andet, og kun bruge selve mekanikken.

Det første trin var derfor at skille låsen ad og se hvordan den var konstrueret.

Danalock set oppefra

Her ses motoren til venstre, den centrale akse i midten, og printet nederst.

Mekanikken er forholdsvis simpel og består af tre dele:

En central akse, som er fast sammenkoblet med låsecylinderen. På forsiden af låsen sidder et håndtag som bruges til at dreje aksen og dermed låsecylinderen manuelt.

En “rotary encoder” som aflæser positionen af den centrale ekse. Det er en standard kvadraturencoder med to optiske sensorer, dvs. der er ikke nogen decideret nulposition.

Pulser fra encoder

Her ses hvordan de to udgange fra encoderen reagerer når aksen drejes rundt.

Motoren og tilhørende gearing. De fleste af tandhjulene er stationære, men et par stykker af dem sidder på en arm der kan rotere. Det betyder at når motoren tændes, vil de bevægelige tandhjul efter kort tid gribe ind i det tandhjul der sidder på den centrale akse, som herved bringes til at rotere. På grund af de bevægelige tandhjul kan låsen stadig betjenes manuelt uden at motoren drejer med.

Motor og gearing

Her ses motoren og nogle af tandhjulene.

Elektronikken består af et lille print hvor de primære komponenter er en microcontroller og en motordriver.

Jeg fjernede printet og metalstrimlerne i batteriboksen, hvilket gav rigelig plads til den nye elektronik. Designet af denne blev drevet af hvad jeg havde på lager, og blev

  • et modul med en TB6612 motordriver
  • en Wemos D1 mini (ESP8266)
  • et stepdown modul til at konvertere 12V til 5V

Motordriveren passede fint der hvor det originale print sad:

Ny motordriver

Et par klatter klar silicone sørger for at ledningerne ikke kommer i karambolage med de bevægelige dele.

Jeg designede en erstatning for batteridækslet i OpenSCAD, og efter et par iterationer havde jeg noget der kunne bruges. Det originale batteridæksel er blot klipset fast til en skrue, men jeg valgte at lade den same skrue gå igennem et hul i det nye “batteridæksel”.

Ny side

Den 3D-printede del der erstatter batteridækslet. Der er udskæring til det USB-micro-stik der sidder på ESP8266, et hul til et JST PH-stil til 12V, og naturligvis en LED.

Og så kunne det hele samles:

Montering

ESP8266, stepdown og LED monteret på den nye side.

 

Færdigsamlet

Monteret og lukket. Som det ses passer den nye side ikke perfekt, men det ser man ikke når klaveret spiller.

Herefter var der kun tilbage at lave noget software, og status i skrivende stund er at låsen fungerer fint på min egen dør. Så nu venter jeg kun på at kunne sætte den op i spacet.

 

Se kode osv. på https://github.com/bullestock/danalock-wired.

Gemt under: Projekter

31 jan

0 Comments

Reparation af Aduro-tronic II

Af

Vi har en Aduro 1-2 brændeovn med Aduro-tronic, som vi generelt er rigtig glade for. Den har nu været i drift i 5 år, og har haft omkring 4500 optændinger. Generelt er designet rigtig fornuftigt, og med Aduro-tronic og Smart Response er det rigtig nemt at fyre korrekt. Den eneste anke må være at vi nu 2 gange har oplevet at Aduro-tronic stemplet har givet op:
Første gang købte jeg et nyt, men det viste sig at være ret nemt at reparere. Så da problemet opstod igen reparerede jeg bare det gamle stempel. Aduro-tronic er basalt set en utæt luftcylinder med en fjeder. Stemplet trykkes ind, fjederen bliver spændt og som luften langsomt trækker ud af cylinderen kører stemplet op igen. Hvor utæt cylinderen er justeres med den lille skrue, og dette sætter således tiden spjældet holdes åbent. Problemet opstår når aske, støv og lignende sætter sig inde i cylinderen, og over tid får foringen til at blive utæt. Derved er stemplet for utæt. Løsningen er simpel:
Tag forsigtigt fjederen af ved at trykke holderpladen ned og dreje den 90 grader.
Den øverste plade kan forsigtig tages ud. Jeg brugte en spidstang, og lidt vrikken fra side til side. Derefter kan selve stemplet med gummi-foring tages ud.
Rengør nu cylinderen, og smør stempel og cylinder med en lille smule silikone-spray der hjælper med at forsegle. Saml hele mekanikken igen, tryk stemplet ned og check at det nu bliver nede af sig selv. Når mekanikken igen er monteret på brændeovnen skal tiden nok indstilles forfra.

Gemt under: Extern, HAL9k

Tags:

07 sep

Kommentarer lukket til Det nye træværksted (kapitel 2)

Det nye træværksted (kapitel 2)

Af

Indretningen af træværksted i laden er nok et af de længstvarende projekter i foreningens historie. Siden sidste gang vi skrev om det her på siden, har projektet været forsinket både af et pludseligt krav til byggetilladelse og derefter COVID-19-restriktioner, men det sidste stykke tid har der været ganske god fremdrift.

Og hvad har vi så lavet?

Der er blevet bygget et solidt arbejdsbord (på hjul) i voksenstørrelse, med masser af huller så det er let at fastspænde ting.

Rundsaven har fået en fast placering…

…ved siden af søjleboremaskinen, som også kan bruges som understøttelse af lange brædder.

Båndsaven er også blevet flyttet.

Der er også blevet bygget et bord til Shapeoko CNC’en, naturligvis også på hjul. Som det ses på billedet mangler der stadig udsugning osv.

20 jun

Kommentarer lukket til Generalforsamling 2020

Generalforsamling 2020

Af

Årets generalforsamling bliver den 2. juli klokken 19:00 (bemærk at dette strengt taget er en overtrædelse af vedtægterne, som foreskriver “inden udgangen af andet kvartal”, men bestyrelsen påkalder sig force majeure pga. usikkerhed i forhold til COVID-19).

På grund af de gældende restriktioner mht. antal personer per kvadratmeter beder vi om at man tilkendegiver over for bestyrelsen om man planlægger at deltage i GF eller ej, for at vi kan få en ide om antal deltagere.

Forudsat at vi ikke bliver mere end 32 personer, afholdes GF i BMX-klubbens lokaler på den anden side af gården. Hvis vi bliver flere end dette, afholdes GF udendørs. 

Dagsorden i henhold til vedtægterne https://hal9k.dk/hal9k/vedtaegter/ 

Bemærk: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være
 bestyrelsen i hænde senest syv dage før generalforsamlingen. 

Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være
 bestyrelsen i hænde senest syv dage forinden generalforsamlingen. 

Vi hackes ved!

Bemærkning fra bestyrelsen: Som udgangspunkt genopstiller mchro, jener, mide og torsten. nuc og fusk genopstiller som suppleanter. andersv209 genopstiller hvis der ikke er andre kandidater.


Indkomne forslag

Fra Jesper Brix Rosenkilde:

Efter at være blevet tvunget til at nærlæse paragraf 4 stk 3. opdagede jeg at der er stk 3 står to gange med let anderledes ordlyd. Jeg foreslår her med at vi sløjfer den første og beholder:

“Stk. 3. Stemmeberettigelse på generalforsamlingen forudsætter medlemskab af foreningen i mindst fire uger.”
Jeg har forsøgt at gætte på hvordan det er hændt, og jeg tror måske at den som jeg foreslår vi beholder var den originale, men at fordi da vi stiftede foreningen var vi meget nervøse for at blive kuppet, det var lige sket for Studentersamfundet, så derfor blev den anden hvor man ikke en gang havde møderet indført. Jeg synes nu hvor foreningen er relativt velfunderet at det er unfair at nye medlemmer (og offentligheden generelt) ikke må overvære GF, men det er nok stadig en god ide at man først har stemmeret efter man har været medlem i 4 uger.
Derudover ville det være rart, uanset hvad resultatet af en afstemning bliver, at vedtægterne i fulde bliver ført til referat, det skete nemlig ikke ved hverken den stiftende GF eller i 2013 da de blev ændret sidst, så det er lidt af et detektivarbejde faktisk at skaffe en kilde til vores vedtægter uden at skulle stykke den sammen.


Fra Jesper Brix Rosenkilde:

Der er nu en del medlemmer der uden success har forsøgt at få indkøbt en Shaper Origin til spacet, fordi et par enkelte meget vokale medlemmer modsætter sig hver gang og mener at det er en meget stor investering som skal forbi på GF. Det sker hermed, prisen er ca. 30.000 kr leveret.

Gemt under: Projekter

19 dec

Kommentarer lukket til Home automation – input knapper

Home automation – input knapper

Af

Jeg har igennem længere tid arbejdet med at lave home automation af lyset. Det hele startede med en arduino uno med ethernet shield, som så styrede nogle trådløse stikkontakter fra Harald Nyborg (link). Som udelukkende kunne styres via hjemmeside på arduinoen. Da jeg så ville have nogle flere funktioner skiftede jeg over til Openhab, som er lavet til home automation, hvor der er en app til smartphone.
Men så smart det er med en app osv. så er der steder i dagligdagen hvor det er besværligt at man skal finde telefonen frem for at kunne tænde lyset.
Så derfor købte jeg en Xiaomi gateway med tilhørende zigbee trykknapper.

Xiaomi zigbee knap

Deres enkelt tryk med 3 funktioner (kort tryk, dobbelt tryk, langt tryk) og deres dobbelt tryk med 3 funktioner (venstre tryk, højre tryk, venstre+højre tryk) men jeg var ikke helt tilfreds med dem, da de fylder en del i forhold til antal af trykfunktioner. Så det skulle jeg havde fundet/lavet en smartere løsning på.

Fuga svagstrømstryk – 4 tryk 2 led

Jeg kiggede derfor efter noget der gerne skulle kunne erstatte afbryderen. Derfor kiggede jeg på hvordan LK’s svagstrømstryk til Fuga var lavet, og om det var muligt at bruge den, hvor elektronikken så blev stoppet ind i dåsen.
Men det viste sig så at det ville være svært at få plads til + der var kun diode til de 2 af knapperne hvor jeg gerne ville have til alle 4. Så derfor begyndte jeg at kigge på at lave min egen version af svagstrømstrykket, hvor jeg fik målt op hvor stort det måtte være, hvor knapperne skulle sidde, hvor dioderne skulle sidde, samt et par styrehuller, så tangenten til LK’s svagstrømstryk også passer til min.
Den oprindelige plan var at bruge nogle 3 mm dioder, men kort før jeg skulle til at bestille PCB opdagede jeg at der netop var kommet en ny udgave af den digitale RGB lysdiode WS2812B, nemlig i en meget mindre pakke (2020 i stedet for 5050, dvs at den er 2×2 mm mod standard-dioden på 5×5 mm). Så de blev skiftet ud til den lille RGB diode.

knapper og 2020 ws2812 led

Da jeg ikke ville til at ændre helt vildt i el-installationen, valgte jeg at sætte en esp8266 microcontroller med indbygget wifi på bagsiden af printet som læser knapperne samt opdaterer dioderne.

ESP8266

Da jeg ikke er interesseret i at skulle skifte batterier hele tiden, skulle jeg have fundet en strømforsyning som skulle være PCB monterbar og passe ind i en Fuga dåse, der kiggede jeg straks på nogle fra Hi-link som jeg har brugt tidligere i andre projekter (i databladet står der at de er både UL og CE godkendte). De kunne lige nøjagtigt være der.

Efter som at der var ved at være styr på elektronikken, så skulle der også laves noget så det kunne gøres fast og passe i en Fuga ramme. Så var det i gang med at måle op (jeg tog udgangspunkt i hullet i Fuga rammen og en Fuga PIR sensor). Jeg havde exporteret PCB layoutet fra kicad som 3D model, så det kunne laves omkring den.
Det blev hurtigt til flere versioner, som alle blev test printet på 3D-printeren for at se hvordan det passede i virkeligheden.

I 3D print

Da jeg endelig havde et PCB og 3D-print jeg var tilpas med så blev der bestilt stumper hjem. Da det hele var kommet hjem fik jeg samlet den første.
Efter de første test var jeg meget tilfreds med den, så blev resten af de første samlet, og de begynder så småt at blive sat op derhjemme, som jeg får den programmeret til.

Mit fuga tryk

Hvert tryk står mig i ca 200 kr.

Jeg havde en demo med til Mini Maker Faire i århus, hvor der var flere der viste interesse i dem, så derfor valgte jeg at lave dette lille skriv omkring projektet.

Hvis du er interesseret i at få fat i nogle af dem så send mig en mail på andersv209 (a) hotmail.com med titlen “Fuga tryk esp model”. Når der er til mindst en 50 stykker vil jeg sætte bestilling i gang.

PS. der gøres opmærksomt på at de ikke er godkendt til brug i fast installation og derfor anvendes på eget ansvar. Da der rodes i fast installation skal de monteres af en elektriker.

Af Anders Vestergaard
AndersV209