Lup med Olympisk perspektiv

Af · maj 19, 2013

For et stykke tid siden fik foreningen doneret nogle ufunktionelle Martin scannere som vi skrallede for diverse komponenter. Heriblandt var et stort forstørrelsesglas som blev brugt til at samle lyskeglen fra lampen. Siden har forstørrelsesglasset levet et omskrifteligt liv i hhv e-lab’et og på komponent lageret: På den ene side er det rigtig praktisk til at læse små labels på komponenter med, men på den anden, er det også upraktisk da det ikke er let at betjene et rundt stykke glas. Forstørrelsesglasses faldt således i en kategori mellem ubrugelig og virkelig praktisk – hvorfor det pendlede lidt frem og tilbage i tilværelsen.

Igår ændrede vi denne situation ved at opgradere linsen til et regulært værktøj. Efter en halv time i LibreCAD og et par forsøg med at konvertere DXF filerne til G kode, spyttede vores Bungard CNC fræser et par beslag ud. I bedste steam-punk stil valgte vi at bruge printplade pga den fine kobberoverflade. En rundstok fra Biltema blev filet til, og efter 3-4 forsøg havde vi et håndtag til linsen.

Som en lille krølle på halen, så deltog linsen (som del af scanneren) i de Oplympiske Lege i Atlanta ’96 og vi kan derfor ikke udelukke at man får lyst til at dyrke sport efter man har benyttet den. Al brug er således på eget ansvar.

 

Gemt under: Projekter, Udvalgte posts

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.