Generalforsamling 2020

Af · juni 20, 2020

Årets generalforsamling bliver den 2. juli klokken 19:00 (bemærk at dette strengt taget er en overtrædelse af vedtægterne, som foreskriver “inden udgangen af andet kvartal”, men bestyrelsen påkalder sig force majeure pga. usikkerhed i forhold til COVID-19).

På grund af de gældende restriktioner mht. antal personer per kvadratmeter beder vi om at man tilkendegiver over for bestyrelsen om man planlægger at deltage i GF eller ej, for at vi kan få en ide om antal deltagere.

Forudsat at vi ikke bliver mere end 32 personer, afholdes GF i BMX-klubbens lokaler på den anden side af gården. Hvis vi bliver flere end dette, afholdes GF udendørs. 

Dagsorden i henhold til vedtægterne https://hal9k.dk/hal9k/vedtaegter/ 

Bemærk: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være
 bestyrelsen i hænde senest syv dage før generalforsamlingen. 

Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være
 bestyrelsen i hænde senest syv dage forinden generalforsamlingen. 

Vi hackes ved!

Bemærkning fra bestyrelsen: Som udgangspunkt genopstiller mchro, jener, mide og torsten. nuc og fusk genopstiller som suppleanter. andersv209 genopstiller hvis der ikke er andre kandidater.


Indkomne forslag

Fra Jesper Brix Rosenkilde:

Efter at være blevet tvunget til at nærlæse paragraf 4 stk 3. opdagede jeg at der er stk 3 står to gange med let anderledes ordlyd. Jeg foreslår her med at vi sløjfer den første og beholder:

“Stk. 3. Stemmeberettigelse på generalforsamlingen forudsætter medlemskab af foreningen i mindst fire uger.”
Jeg har forsøgt at gætte på hvordan det er hændt, og jeg tror måske at den som jeg foreslår vi beholder var den originale, men at fordi da vi stiftede foreningen var vi meget nervøse for at blive kuppet, det var lige sket for Studentersamfundet, så derfor blev den anden hvor man ikke en gang havde møderet indført. Jeg synes nu hvor foreningen er relativt velfunderet at det er unfair at nye medlemmer (og offentligheden generelt) ikke må overvære GF, men det er nok stadig en god ide at man først har stemmeret efter man har været medlem i 4 uger.
Derudover ville det være rart, uanset hvad resultatet af en afstemning bliver, at vedtægterne i fulde bliver ført til referat, det skete nemlig ikke ved hverken den stiftende GF eller i 2013 da de blev ændret sidst, så det er lidt af et detektivarbejde faktisk at skaffe en kilde til vores vedtægter uden at skulle stykke den sammen.


Fra Jesper Brix Rosenkilde:

Der er nu en del medlemmer der uden success har forsøgt at få indkøbt en Shaper Origin til spacet, fordi et par enkelte meget vokale medlemmer modsætter sig hver gang og mener at det er en meget stor investering som skal forbi på GF. Det sker hermed, prisen er ca. 30.000 kr leveret.

Gemt under: Projekter