Forfatter Torsten Martinsen

01 feb

Kommentarer lukket til Hack en lås

Hack en lås

Af

I Hal9k har alle medlemmer (normalt) fri adgang til spacet 24 timer i døgnet. Da det er ret upraktisk at holde styr på 50 nøgler, har medlemmerne i stedet adgangskort (som tidligere beskrevet her).

En lille, men væsentlig, del af adgangskontrolsystemet er selvfølgelig selve dørlåsen. Det har hidtil været en forholdsvis billig magnetlås, men da kommunen for nyligt valgte at udskifte alle døre og vinduer i bygningen, er der også kommet en ny hoveddør, og det er naturligvis en dør med trepunktslukning, som det er standard for moderne døre. Det betyder at den gamle magnetlås ikke kan bruges længere, og vi måtte derfor finde en anden løsning.

Det letteste er selvfølgelig at montere en ny magnetlås, og det findes da også – men prisen er omkring 10.000 kr, og formodentlig ville vi også skulle have noget hjælp fra en låsesmed, så det ville blive en dyr løsning. Heldigvis findes der forskellige IoT-dimser, som er beregnet til at montere på en eksisterende lås, og som typisk betjenes via Bluetooth med en app på telefonen. Den der er nemmest at få fat på i Danmark er den danskproducerede Danalock, som kan fås til omkring en tusse.

Jeg bestilte en Danalock til afhentning i et lokalt varehus og prøvede den på min egen yderdør, og det fungerede fint med den tilhørende app. Men til brug i spacet dur det selvfølgelig ikke, der skal den kunne kontrolleres fra adgangskontrolsystemet. Den oplagte løsning var at erstatte elektronikken med noget andet, og kun bruge selve mekanikken.

Det første trin var derfor at skille låsen ad og se hvordan den var konstrueret.

Danalock set oppefra

Her ses motoren til venstre, den centrale akse i midten, og printet nederst.

Mekanikken er forholdsvis simpel og består af tre dele:

En central akse, som er fast sammenkoblet med låsecylinderen. På forsiden af låsen sidder et håndtag som bruges til at dreje aksen og dermed låsecylinderen manuelt.

En “rotary encoder” som aflæser positionen af den centrale ekse. Det er en standard kvadraturencoder med to optiske sensorer, dvs. der er ikke nogen decideret nulposition.

Pulser fra encoder

Her ses hvordan de to udgange fra encoderen reagerer når aksen drejes rundt.

Motoren og tilhørende gearing. De fleste af tandhjulene er stationære, men et par stykker af dem sidder på en arm der kan rotere. Det betyder at når motoren tændes, vil de bevægelige tandhjul efter kort tid gribe ind i det tandhjul der sidder på den centrale akse, som herved bringes til at rotere. På grund af de bevægelige tandhjul kan låsen stadig betjenes manuelt uden at motoren drejer med.

Motor og gearing

Her ses motoren og nogle af tandhjulene.

Elektronikken består af et lille print hvor de primære komponenter er en microcontroller og en motordriver.

Jeg fjernede printet og metalstrimlerne i batteriboksen, hvilket gav rigelig plads til den nye elektronik. Designet af denne blev drevet af hvad jeg havde på lager, og blev

  • et modul med en TB6612 motordriver
  • en Wemos D1 mini (ESP8266)
  • et stepdown modul til at konvertere 12V til 5V

Motordriveren passede fint der hvor det originale print sad:

Ny motordriver

Et par klatter klar silicone sørger for at ledningerne ikke kommer i karambolage med de bevægelige dele.

Jeg designede en erstatning for batteridækslet i OpenSCAD, og efter et par iterationer havde jeg noget der kunne bruges. Det originale batteridæksel er blot klipset fast til en skrue, men jeg valgte at lade den same skrue gå igennem et hul i det nye “batteridæksel”.

Ny side

Den 3D-printede del der erstatter batteridækslet. Der er udskæring til det USB-micro-stik der sidder på ESP8266, et hul til et JST PH-stil til 12V, og naturligvis en LED.

Og så kunne det hele samles:

Montering

ESP8266, stepdown og LED monteret på den nye side.

 

Færdigsamlet

Monteret og lukket. Som det ses passer den nye side ikke perfekt, men det ser man ikke når klaveret spiller.

Herefter var der kun tilbage at lave noget software, og status i skrivende stund er at låsen fungerer fint på min egen dør. Så nu venter jeg kun på at kunne sætte den op i spacet.

 

Se kode osv. på https://github.com/bullestock/danalock-wired.

Gemt under: Projekter

07 sep

Kommentarer lukket til Det nye træværksted (kapitel 2)

Det nye træværksted (kapitel 2)

Af

Indretningen af træværksted i laden er nok et af de længstvarende projekter i foreningens historie. Siden sidste gang vi skrev om det her på siden, har projektet været forsinket både af et pludseligt krav til byggetilladelse og derefter COVID-19-restriktioner, men det sidste stykke tid har der været ganske god fremdrift.

Og hvad har vi så lavet?

Der er blevet bygget et solidt arbejdsbord (på hjul) i voksenstørrelse, med masser af huller så det er let at fastspænde ting.

Rundsaven har fået en fast placering…

…ved siden af søjleboremaskinen, som også kan bruges som understøttelse af lange brædder.

Båndsaven er også blevet flyttet.

Der er også blevet bygget et bord til Shapeoko CNC’en, naturligvis også på hjul. Som det ses på billedet mangler der stadig udsugning osv.

20 jun

Kommentarer lukket til Generalforsamling 2020

Generalforsamling 2020

Af

Årets generalforsamling bliver den 2. juli klokken 19:00 (bemærk at dette strengt taget er en overtrædelse af vedtægterne, som foreskriver “inden udgangen af andet kvartal”, men bestyrelsen påkalder sig force majeure pga. usikkerhed i forhold til COVID-19).

På grund af de gældende restriktioner mht. antal personer per kvadratmeter beder vi om at man tilkendegiver over for bestyrelsen om man planlægger at deltage i GF eller ej, for at vi kan få en ide om antal deltagere.

Forudsat at vi ikke bliver mere end 32 personer, afholdes GF i BMX-klubbens lokaler på den anden side af gården. Hvis vi bliver flere end dette, afholdes GF udendørs. 

Dagsorden i henhold til vedtægterne https://hal9k.dk/hal9k/vedtaegter/ 

Bemærk: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være
 bestyrelsen i hænde senest syv dage før generalforsamlingen. 

Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være
 bestyrelsen i hænde senest syv dage forinden generalforsamlingen. 

Vi hackes ved!

Bemærkning fra bestyrelsen: Som udgangspunkt genopstiller mchro, jener, mide og torsten. nuc og fusk genopstiller som suppleanter. andersv209 genopstiller hvis der ikke er andre kandidater.


Indkomne forslag

Fra Jesper Brix Rosenkilde:

Efter at være blevet tvunget til at nærlæse paragraf 4 stk 3. opdagede jeg at der er stk 3 står to gange med let anderledes ordlyd. Jeg foreslår her med at vi sløjfer den første og beholder:

“Stk. 3. Stemmeberettigelse på generalforsamlingen forudsætter medlemskab af foreningen i mindst fire uger.”
Jeg har forsøgt at gætte på hvordan det er hændt, og jeg tror måske at den som jeg foreslår vi beholder var den originale, men at fordi da vi stiftede foreningen var vi meget nervøse for at blive kuppet, det var lige sket for Studentersamfundet, så derfor blev den anden hvor man ikke en gang havde møderet indført. Jeg synes nu hvor foreningen er relativt velfunderet at det er unfair at nye medlemmer (og offentligheden generelt) ikke må overvære GF, men det er nok stadig en god ide at man først har stemmeret efter man har været medlem i 4 uger.
Derudover ville det være rart, uanset hvad resultatet af en afstemning bliver, at vedtægterne i fulde bliver ført til referat, det skete nemlig ikke ved hverken den stiftende GF eller i 2013 da de blev ændret sidst, så det er lidt af et detektivarbejde faktisk at skaffe en kilde til vores vedtægter uden at skulle stykke den sammen.


Fra Jesper Brix Rosenkilde:

Der er nu en del medlemmer der uden success har forsøgt at få indkøbt en Shaper Origin til spacet, fordi et par enkelte meget vokale medlemmer modsætter sig hver gang og mener at det er en meget stor investering som skal forbi på GF. Det sker hermed, prisen er ca. 30.000 kr leveret.

Gemt under: Projekter

15 okt

Kommentarer lukket til Aarhus Mini Maker Faire 2019

Aarhus Mini Maker Faire 2019

Af

Endnu engang har vi været til Mini Maker Faire i Aarhus – nu for sjette gang.

Som det jo efterhånden er tradition, havde vi kørestolsrobotten, Kugleklokken og andre gammelkendte ting med – men også lidt nyt: En sandkunstmaskine og en Segway-lignende robot, som man kunne styre med et Wii Balance Board. Desuden en lille demo af vores adgangskontrolsystem.

De forskellige ting kan ses på denne video.

Vi vandt desværre ingen præmier i år, men vi hyggede os alligevel, og der var mange mennesker forbi vores stand.

Gemt under: Events, Extern

11 apr

Kommentarer lukket til Besøg på kommandoposten i Langå

Besøg på kommandoposten i Langå

Af

Efter den sidste tids mange skriverier om det ny signalsystem ERTMS tænkte vi (dvs. Georg) at det kunne være interessant at se et af de gamle signalsystemer, mens de stadig var i drift. Georg kontaktede Banedanmark og fik arrangeret et besøg i Langå, hvor der findes et anlæg af typen 12/46 (navnet skyldes at den oprindelige model er fra 1912, og er opdateret i 1946).

Anlægget er elektromekanisk, dvs. der er en række betjeningsknapper og et sindrigt system af metalstænger, der forhindrer at man kan sætte knapperne i en ikke-tilladt position. Oven på dette mekaniske system er der så et system af relæer der laver yderlige checks.

Man kan læse meget mere om denne og andre typer af anlæg i http://www.jernbanearkivalier.dk/dsb-sikring/DSB-vejl-stations-og-strkn-sikrings-anl-1919.pdf (omkring side 200).

Håndtagene som bruges til at indstille skiftespor og signaler.

Forklaring af de såkaldte tableauer.

Stængerne som udgør den mekaniske logik.


Tavlen som viser hvor togene er osv. Ved siden af tavlen står en æske med reservepærer.

Tavle med sikringer og regulatorer.
I rummet under tavlen er der nogle få kabler.
… og flere kabler.
Et multistik.

Gemt under: Projekter